Peter Langs fortællinger om anerkendelse og om det positive
Man kan fokusere på det positive eller på det negative. Det er et valg og det er et frit valg. Hvis man føler en hel masse negativt, så kan man vælge nogle andre følelser. Sådan lyder et par af pointerne fra Peter Lang, en mester i anerkendelse og konfliktløsning.
Af Kathrine Toftkær Larney, journalist, Center for Konfliktløsning
”Man skal insistere på det positive”, siger Peter Lang og humper hen over gulvet, mens han forklarer, at det er hans følgesvend ”Mr. Parkinson”, der lige nu har sat sig for at forhindre ham i at gå normalt:
”Da jeg ankom til Danmark tidligere på dagen og skulle den lange vej fra gaten til lufthavnsbygningen, kunne jeg næsten ikke flytte benene. Så i stedet for at tage skridt, hoppede og humpede jeg af sted. Alle mennesker kiggede på mig, og først følte jeg mig pinligt berørt. Men så slog det mig, hvor sjældent man får mulighed for at være genstand for så meget opmærksomhed. Jeg kom til at tænke på, at det må være sådan det føles, at være dronning.
Så jeg humpede videre mens jeg i ånden vinkede kongeligt til alle mine tilskuere.”
Peter Lang er verdenskendt som ekspert i den systemiske tilgang til blandt andet undervisning og han er samtidig en af pionererne inden for værdsættende og anerkendende kommunikation. Han er desuden både præst og psykoanalytiker, og så er han gammel ven af Center for Konfliktløsning, hvor han ind imellem deler ud af sine erfaringer, gode råd og fortællinger om livet som konfliktløser:
Først skal man lytte
”For nogle år siden blev jeg bedt om at hjælpe på et hospital, hvor der var store samarbejdsproblemer i lægegruppen. Under mit første møde med gruppen lagde jeg mærke til, at en af lægerne – ham der sad ved siden af mig - skilte sig ud fra de andre ved at være negativ overfor alt, hvad der blev sagt og foreslået.
Jeg forsøgte at tage udgangspunkt i lægernes ønsker for fremtiden, men hver gang en af de andre sagde noget, sad lægen ved siden af mig med korslagte arme og et surt udtryk i ansigtet og sagde at, ”det kan jo alligevel ikke lade sig gøre” eller ”det har vi prøvet og det gik ikke”.
Til sidst blev jeg virkelig irriteret på manden og jeg vendte mig om mod ham og sagde: ”Det er dog utroligt, hver eneste gang en af de andre foreslår noget, så…”.
”… så sidder du der og er så forbandet negativ”, var jeg lige ved at sige.
Men så kom jeg i tanke om, at jeg jo selv har været med til at opfinde den værdsættende kommunikation. Så jeg sluttede i stedet sætningen af med at sige: ”… hver eneste gang en af de andre foreslår noget, så er det som om det ikke er godt nok, som om at du ønsker noget, der er endnu bedre.”
”Det fik ham til at løsne helt op, og det viste sig, at han virkelig var meget knyttet til hospitalet. Da han var dreng, havde hospitalet reddet hans liv og senere havde han som ung studerende fået hospitalets legat til at studere medicin. Han elskede det sted og førte et stort og personligt ejerskab til hospitalet, som han usikker på, om de andre delte.
Da han havde fået mulighed for at udtrykke sine følelser overfor stedet og alle kollegaerne havde lyttet til ham, så havde vi samtidig fået åbnet muligheden for sammen at arbejde videre med fremtiden.”
"Først skal man lytte. Når du lytter til mig, bliver jeg en god fortæller."
Den negative spiral på lærerværelset
Det kan være vanskeligt at se, men der er altid et positivt element, som man kan fokusere på, siger Peter Lang:
”Jeg kan huske en skole, som havde store problemer med at tiltrække og fastholde lærere – og elever.
Da jeg besøgte skolen første gang, lagde jeg mærke til, at tonen på læreværelset var meget negativ. Lærerne brokkede sig over eleverne og i hvert eneste frikvarter kom der nye dårlige historier til – eleverne havde ikke læst lektier, de ville ikke høre efter, de kom for sent til timerne, de pjækkede og så videre.”
”Som en indledning bad jeg lærerne om at sige noget godt som det første, når de kom ind på lærerværelset. De skulle simpelthen nævne et eller andet positivt ved den lektion, de lige havde haft.”
”Det var virkelig vanskeligt for dem i begyndelsen. Mange af dem syntes, at det virkede falsk og påtaget, og jeg kunne se, hvordan de slog knuder på sig selv for at finde en god vinkel på deres arbejde. Men de gjorde det, og i løbet af ret kort tid ændrede tonen på lærerværelset sig markant. Lærerne fik fokus på elevernes fremskridt og på deres egne sejre, og de holdt op med at låse sig selv og hinanden fast i et entydigt negativt og stivnet billede af deres arbejdsliv og deres muligheder.”
"Det kan være nødvendigt at tvinge sine egne følelser væk fra det negative, men det betaler sig. Hver gang."
Konfliktløseren som det positive spejl
”Inde i vores hjerne har vi nogle neuroner, spejlneuroner, som spejler andre menneskers signaler i os selv. Når et menneske udstråler noget positivt, bliver det opfanget og spejlet i vores hjerne, længe inden vi overhovedet begynder at tale sammen. Vores hjerter påvirker også hinanden. Hvis vores hjerterytme er rolig, sprede vi ro til andre omkring os.
Tænk over det positive du giver. Det du giver andre at spejle sig i.”
”Det er vigtigt, at vi får styr på vores følelser, både når vi selv er en del af en konflikt og når vi skal mægle mellem andre. Vi er opdraget til at tro, at vores følelser er noget der kommer til os og noget vi udtrykker helt spontant, men sådan er det ikke. Spontanitet er også noget tillært.
Vi kan styre vores følelser ved for eksempel at spørge os selv inden et møde:
”Hvad vil jeg have ud af mødet?”
”Hvad vil jeg skabe sammen med den, du skal mødes med?”
”Hvad skal der til, for at vi kan dele tingene med hinanden?”
Til en vis grad kan vi vælge vores følelser og det skal vi gøre. Vi skal øve os i at tvinge dem væk fra det negative.”
”Laka Lama har udtrykt det sådan her:
”Hvad vil jeg opnå? Hvilke følelser har jeg lige nu? Kan jeg bruge disse følelser konstruktivt i forhold til det, jeg vil opnå? Hvis ja, så giv den hele armen.
Hvis nej, så vælg nogle andre følelser.””
Fortællingen om fremtiden
”Det er vores fortællinger om fremtiden, der skaber nutiden. Langt mere end vores fortællinger om fortiden."
"Vores klassiske tilgang til konflikter og problemer er at tage udgangspunkt i situationen og derfra gå baglæns i historien: ”Hvad er der sket?”, ”Hvem begyndte?” Hvorfor sagde du eller gjorde du?” Men det låser os fast i fortiden og det, der er sket. I stedet skal vi sige:
”Tænk på fremtiden. Hvad er det, der tiltrækker dig og interesserer dig ved fremtiden? Hvad er det, der trækker dig ind i fremtiden, hvad enten du kan lide det eller ej?"
Det er anerkendende at spørge folk om deres drømme – hvad drømmer du om? Hvordan skal det være for dig? – i stedet for at spørge til alt det frygtelige, som måske er sagt eller sket.
Når man taler om sin drøm, ser man det skete i et andet lys, og ved at sætte ord på sine drømme, begynder man at forme sin fremtid.”
Sproget skaber virkeligheden
”Vores ord og vores sprog former os. Vi bruger ikke sproget til at beskrive realiteterne, men til at skabe dem. Sproget skaber de betingelser, vi lever under.
Jeg hørte engang vendingen ”vi kan ikke oversætte hinandens sprog.” Det tænkte jeg meget over, for hvis vi ikke kan oversætte, hvad kan vi så? Hvordan kan vi så nå hinanden?
Jeg tror svaret er, at vi ikke kan oversætte, fordi vi hver især lever vores kultur i det sprog, vi taler. Men vi kan gå på besøg i hinandens kulturer.”
Peter Langs fem råd til konfliktløseren
- Tal om de gode erfaringer. Skal folk nævne deres dårlige erfaringer, så lad det komme efter de gode.
- Tal om folks drømme for fremtiden.
- Hold fokus på det, der er undtagelser fra problemerne.
- Træn og styrk din intuition ved at blive ved med at være nysgerrig på andres tanker og grunde til at handle som de gør.
- Gør dig klart, hvilke følelser, du kan bruge og vælg dine følelser med omtanke.
”Sidst, men ikke mindst, vær forsigtig med hvad du spørger om. Det, du spørger om, vil vokse. Inden du spørger andre, så spørg dig selv, ”hvad vil jeg have til at vokse?”
Artiklen er baseret på Peter Langs foredrag på Center for Konfliktløsnings forårstræf 1. april 2007.