Må vi gå i krig for at få fred?

En dansk soldat er på vej til en konflikt, som ikke er hans egen, for at påtvinge fred. Udsendt af det danske forsvar skal han deltage i et opsøgende, forebyggende angreb, hvor krig sættes lig med konfliktløsning. Kan det nogle gange være nødvendigt at bruge væbnet magt til at stoppe en voldelig konflikt eller et styre, som mennesker lider og dør under? Hvilke konflikter skal der gribes ind overfor - og hvilke ikke? Og på hvilket grundlag træffes dette valg?
Med udgangspunkt i hans afhandling (1) om det danske forsvar, talte vi med sociolog og konfliktløser Claus Kold om dette.

Af Lilia Winkel, cand.scient.soc., Center for Konfliktløsning

Er der situationer, hvor man bør ty til våben –  selvom man går ind for fredelig konfliktløsning?
I Center for Konfliktløsning antager man, at politiske konflikter kan løses uden vold. Men samtidig står vi i en konkret verden, hvor vi dagligt ser overgreb. Selvfølgelig skal der skrides ind, når der bliver begået ting som Srebenica, Rwanda, det tidligere Uganda og Pol Pots masseslagtning. Men hvornår og hvordan? Desværre er den indgriben, vi her snakker om – den militære – samtidig en alt for sen indgriben og et udtryk for en mislykket mæglingsløsning.

Det, der mangler i dag, er en fundamental rød tråd i sikkerhedspolitikken og en udviklet faglighed i, hvordan konflikter håndteres. I stedet ser vi en tilfældig og svigtende overvågning af latente konflikter. Men selv med en udviklet konfliktfaglighed, er det ikke sikkert, at enhver konflikt ville kunne forudses – og hvad stiller vi op i forhold til dem, vi ikke forudså, og hvor mennesker pludselig bliver slået ihjel?

Hvis man helt vil afvise brugen af våben, må man se på konsekvenserne. I forbindelse med noget undervisning, jeg gennemførte for politiet, talte vi om urolighederne på Nørrebro i ’92. Jeg spurgte: ”Kan I forestille jer at sidde ubeskyttet arm i arm hen over Fælledvej og synge fædrelandssange? Over for jer er hjelmklædte autonome, som er ved at smadre jer med brosten.” Politimændene kunne godt se, at de ville vinde kampen, i den forstand at de autonome ville miste enhver sympati og fremstå som de voldelige – men politimændene ville ikke være sikre på at komme hjem til deres familier.

Efter den Verdensbankdemonstration, der fandt sted i København i ’68, er politiet efterhånden så formummede og beskyttede bag hjelme og skjolde, at voldsgrænsen hos modstanderne er sænket. Det bekymrer politiet. Det er meget nemmere at kaste sten efter ’noget’, der står bagved hjelme og skjolde, uden øjenkontakt. Politiet bliver umenneskeliggjort, symboler på magt.

I en international konflikt gælder nogenlunde det samme. Hvem vil gå ind i et sprængfarligt område, uden at være beskyttet af panser i en ’robust indsættelse’ som FN kalder det. På den ene side vil politikerne og forsvaret gerne have deres drenge hjem igen, men på den anden side ved de godt, at den pansrede indsats ofte eskalerer konflikten. De er klar over, at forsvarets indsats kan optrappe konflikterne, men har samtidig svært ved at begrunde ikke at gribe ind.

Kan et militært angreb være konfliktløsende?

Nej. Du kan ikke motivere et menneske eller en nation på den måde. Motiver kommer indefra og tager tid at opbygge. Jeg kan ikke tvinge nogen til en løsning ved at angribe, for så bliver det jo min løsning, jeg tvinger igennem. Så det er et logisk nej. En militær indgriben kan aldrig være en løsning på en konflikt - derimod kan det være en absolut sidste, nødtvungen håndtering af en konflikt. Man kunne eksempelvis forestille sig en hurtig reaktionsstyrke, som kan skille parterne ad, når konflikten er blevet voldelig, og derefter, når kampen er standset, at man indsætter en humanitær brigade.

Hvis jeg kommer gående ned ad gaden og ser to drenge som overfalder en tredje, så er jeg i kraft af min råstyrke forpligtet til at gå hen og skille dem ad. På samme måde bør det globale samfund ikke overse en lokal gruppe banditter, som terroriserer et område. Der bør man gribe ind, og så lidt voldeligt som muligt, fratage dem adgangen til direkte vold.

Men så snart konflikten er fysisk håndteret og stoppet – så skal den jo løses. Og netop den faglighed, at løse de dybere konflikter, har forsvaret endnu ikke. I det øjeblik man har skilt de kæmpende parter ad stopper indsatsen, og så sker det, jeg kalder en relativ optrapning. De militære styrker bliver ved med at være i området for at skille parterne ad, men de har ikke den nødvendige forståelse for, hvad dialog er, og derfor kan de ikke føre parterne sammen. Den dag de tager hjem, begynder parterne derfor sandsynligvis at slås igen. På den måde lægger militæret blot et midlertidigt låg på konflikten. Konflikternes parter er jo desperate af en grund. Deres behov er blevet misforstået eller overset.

Forsvaret har ikke undervisning og teori om konflikter og konfliktløsning. Spørger du en officer, hvad hans kernekompetence er, siger han sandsynligvis: ”Det er, at jeg kan slå mennesker ihjel og ødelægge ting”. Men det er jo ikke dét
krig handler om! Forsvarsloven taler om flere forskellige opgaver for forsvaret: tillidsskabelse, forebyggelse, krisestyring, fredsstøtte, fredsskabelse og forsvar. Officeren burde derfor være uddannet til at forstå og forholde sig til konflikter på meget forskellige eskalationsniveauer. Han burde have en faglighed som sætter ham i stand til at konfliktløse – kun at kunne kæmpe er ifølge forsvarsloven slet ikke nok. Alligevel forholder forsvaret sig forholdsvis ens uanset opgave: der bruges samme begreber (kamp, angreb og forsvar), samme organisation (hierarki og lydighed), samme redskaber (våben), samme uniformer (nation og stat), etc. Det medfører, at forsvaret ikke ret godt evner at placere sig i mæglerens eller 3. partens position. Der er stor forskel på som 3. part at gå imellem konfliktparter og stoppe direkte vold, og som konfliktpart at tvinge en ’slyngelstat’ ind under internationale krav og regler.

Hvordan afgør man, hvilke konflikter der bør gribes ind overfor?

Problemet er, at der mangler et neutralt punkt i international politik, som verdenssamfundet kan tage afsæt i, i forhold til løsning af konflikter. Tidligere kunne man henvise til Gud, konge eller fædreland, som grundlag for krigens retfærdig-hed, men disse autoriteter er i dag under opløsning. Hvor skal vi så stille os? Først når vi finder en generel definition af ’det gode liv’, som kommer alle til gode, vil vi have et udgangspunkt for hvad der er retfærdigt og hvordan vi skal håndhæve denne retfærdighed.

Vores verden består jo af utallige og forskellige samfund, med hver deres system af sprog, begreber og kulturer. De medfører en bestemt forståelse af omverden, og forskellige logikker og værdier for, hvad der er godt og skidt. Det kan gøre det meget svært at forstå andre kulturer. Vi ser deres handlinger og love (omskæring, stening, etc.), gennem egne begreber - og fordømmer ud fra eget verdensbillede. Der er således ikke i dag et sted, hvorfra man neutralt og retfærdigt kan sige: ”Jamen, det der er forkert”.

Hvis man tænker verden sådan, er det vel aldrig i orden at gå militært ind i andres konflikter?
Nej, med mindre vi finder det neutrale punkt, jeg talte om. Vi skal finde den fælles orden, som overskrider vores forskellige ordener - først da kan vi helt retfærdigt tale om rigtigt og forkert.

Fredelig konfliktløsning er en påstand – det er et dristigt gæt, et kast ind i en fremtid som vi tror, kan være anderledes. Kigger du dig omkring, vil du se en masse, der modbeviser det, som konfliktløsning er baseret på - vores samfund er en kultur, der tror at mennesket er instinktivt aggressivt, og som vil undertrykke eller opdrage denne aggressivitet. Men det er vigtigt at komme med de bud og forsøge at skabe en ny kontekst. Vores konfliktforståelse vil altid være en påstand – vi kan ikke bevise, at det er det rigtige. Det er en overbevisning, et håb, et valg.

(1) Claus Kold. En Modstander – som skal hjælpes, PhD. RUC 2004 (RUB)

Offentliggjort første gang i Dialog & Dilemma, CfK 2004