Praktisk Konflikthåndtering og Mægling

TILMELDING her

Som noget nyt kan Center for Konfliktløsning, efter gentagne opfordringer, nu tilbyde et koncentreret kursus, der rummer både en grundlæggende forståelse for og analyse af konflikter og mægling samt en specifik metode til at løse komplekse og fastlåste konflikter. Kurset er en kombination af Praktisk Konflikthåndtering og Introduktion til Konfliktmægling.

Kompetencemål
• Redskaber til at analysere og blive klogere på den kaotiske konflikt
• Indsigt i egne konflikterfaringer og -reaktioner
• Træning i at håndtere konflikter
• Træning i mægling og mæglerrollen

Målgruppe
Praktisk Konflikthåndtering og Mægling er et kursus for dig, som vil være bedre til at forstå og håndtere de konflikter, der er en del af alle menneskers liv. De kompetencer du får på kurset, kan bruges både på dit arbejde, i familien og alle de sammenhænge, du i øvrigt indgår i. Desuden for alle, der ønsker at vide og opleve, hvordan man i praksis kan anvende mægling som et middel til fredelig konfliktløsning.

Indhold
I løbet af kurset lærer du at bruge forskellige metoder til at forstå og løse konflikter. Du får indsigt i forholdet mellem sag og relation i en konflikt, hvordan en konflikt kan eskalere og de forskellige dimensioner, som en konflikt kan indeholde.

Samtidig får du øvelse i, hvordan du kan nedtrappe en konflikt. Du får lejlighed til at kaste et blik på dine egne reaktioner og blive klogere på, hvilke roller du kan påtage dig i konflikter. Du bliver introduceret til, hvordan man kan styre mæglingsprocesser og optræde som neutral tredjepart i dagligdagen, på arbejdspladsen eller i andre sammenhænge. I løbet af kurset får du et indblik i principperne i mægling og indføring i mæglingens idégrundlag, redskaber og faser.

Arbejdsform
Undervisningen foregår i et trygt og respektfuldt klima. På kurset veksler vi mellem korte oplæg fra underviserne, gruppearbejde og praktiske øvelser. Kurset er tilrettelagt således, at det vil være dine egne erfaringer, der danner udgangspunkt for træningen.

Varighed og holdstørrelse
Kurset strækker sig over syv dage fordelt på henholdsvis tre x to dage og én dag med to gennemgående undervisere (tre til mæglingstræning) og max. 18 deltagere.

Deltagerbevis
Når du har gennemført Praktisk Konflikthåndtering og Mægling, får du udstedt et deltagerbevis fra Center for Konfliktløsning.

KURSET BESTÅR AF FIRE MODULER (2 + 2 + 2 + 1 dag)

EFTERÅR 2012
20. - 21. august (modul 1), 24. - 25. september  (modul 2), 29. - 30. oktober (modul 3) og 26. november 2012 (modul 4), La Oficina, København.

Undervisere
Dorte Holmberg og Anne Karin Smidt samt yderligere en underviser på modul 3 og 4.

Pris
Kr. 13.400,00 (medlemmer kr. 13.100,00).
Frokost er ikke inkluderet i prisen.

FORÅR 2013
21. - 22. januar (modul 1), 25. - 26. februar (modul 2), 8. - 9. april (modul 3) og 13. maj (modul 4), La Oficina, København.

Undervisere
Anne Karin Smidt og Marianne Munis samt yderligere en underviser på modul 3 og 4.

Pris
Oplyses snarest muligt.

EFTERÅR 2013
19. - 20. august (modul 1), 23. - 24. september (modul 2), 28. - 29. oktober (modul 3) og 2. december (modul 4).

Undervisere
Marianne Munis og Mette Lindgren Helde samt yderligere en underviser på modul 3 og 4.

Sted og pris
Oplyses snarest muligt.

Du kan få mere information ved at skrive til aabnekurser@konfliktloesning.dk eller ringe på 35 20 05 50.

TILMELDING her