Kvalifikationer
Træning er et nøgleord i Center for Konflitktløsnings arbejde. Derfor har vi valgt betegnelsen "undervisere" om vores tilknyttede konfliktløsere og mæglere. Alle forløb i centrets regi - hvad enten det drejer sig om konfliktløsning på en arbejdsplads, en mægling mellem familiemedlemmer eller et kursus i kommunikation - sigter mod, at deltagerne skal gå derfra med en indsigt og nogle kompetencer, som de ikke havde tidligere.
Undervisere i Center for Konfliktløsning bliver godkendt efter en fast procedure:
Blandt de, som ønsker at blive tilknyttet CfK som undervisere, udvælger CfKs ledelse et antal, som gennemgår en intern uddannelse på omkring 10 dage. Herefter skal den enkelte løse en to-dages opgave med en erfaren underviser som observatør. Endelig skal den kommende underviser til en godkendelsessamtale med observatøren og centrets faglige leder. Denne samtale handler både om, hvorledes godkendelsesopgaven forløb, hvilke udfordringer den nye underviser har og hvilke områder vedkommende gerne vil arbejde med.
For at komme i betragtning som underviser er det en betingelse, at man har taget Centrets grunduddannelse i konfliktløsning og at man har en erfaringsmæssig baggrund, som matcher det, centret har brug for. Vi følger tæt med i de behov og krav, der stilles på konfliktløsningsområdet, og på den baggrund udvælger vi de folk, som siden bliver undervisere. Derfor er gruppen af undervisere sammensat af mennesker med vidt forskellig baggrund men med de samme høje kvalifikationer.
Nye undervisere bliver optaget efter behov, og i perioder optager CfK ikke nye undervisere i gruppen.
Mæglere: Nogle af underviserne fungerer også som mæglere. Fælles for dem er, at de har stor erfaring med konfliktmægling, og at de har gennemgået et særligt trænings- og godkendelsesforløb internt i CfK.
Rådgivere: Åben Konfliktrådgivning bliver varetaget af frivillige, ulønnede rådgivere. For at komme i betragtning som rådgiver, skal man have gennemført CfKs Grunduddannelse i Konfliktløsning og dernæst til samtale med to rådgivere. Efterfølgende har den kommende rådgiver en periode som "føl" hos de faste rådgivere, inden hun endeligt bliver en del af rådgivergruppen og får mulighed for at tage rådgivninger på egen hånd.
Alle rådgivere får løbende supervision.
Centerkontor: Medarbejderne på CfKs kontor varetager administrative og analytiske opgaver og deres uddannelsesmæssige baggrund ligger p.t. inden for IT, kontor og akademisk arbejde. Alle har gennemgået kortere eller længere kursusforløb i konfliktløsning.































































